Nyt hovedkvarter i København

20 | 09 | 2018

I januar 2018 blev Årstiderne Arkitekter opkøbt af Sweco, og har siden 1. marts udgjort en ny arkitektdivision i Sweco Danmark. Nu konsolideres samarbejdet yderligere ved, at de to virksomheders afdelinger i København flytter sammen i et nyt fælles hovedkvarter i Ørestad.

Mandag d. 24. september har Årstiderne Arkitekters tegnestue i København første arbejdsdag i det nye hovedkontor.

”Ved fysisk at flytte sammen styrker vi samarbejdet og integrationen med Sweco. Det betyder, at vi får adgang til en bred palette af faglige ingeniør-kompetencer, og vi kan lettere dele viden og kompetencer på tværs, og designe stærke fælles projekter til glæde for vores kunder,” fortæller Torben Klausen, divisionsdirektør i Årstiderne Arkitekter.

Årstiderne Arkitekters øvrige store arkitektafdelinger fortsætter deres arbejde på Papirfabrikken i Silkeborg, i Ceresbyen i Aarhus og i den gamle skolebygning i Herning.

Det nye hovedkvarter, som er beliggende på Ørestads Boulevard 41, får plads til ca. 800 medarbejdere og bliver Sweco Danmarks nye hovedkontor.

Alle nyheder