I alt fem projekter har været med i opløbet, og i dag blev sløret løftet for, hvilken skole der får udmærkelsen som Årets Skolebyggeri 2020. I år blev det Lindbjergskolen i Hammerum, der løb med anerkendelsen.
”Lindbjergskolen har været et fantastisk projekt at arbejde med, fordi der lå en opgave i at gøre skolen til mere end bare en skole. Vi har skabt et nyt kraftcenter i lokalsamfundet, som kommer elever, medarbejdere, men også hele Hammerum-Gjellerup til gode. Det er hovedideen med 24-7-tanken, hvor både udendørs og indendørs arealer er tilgængelige for hele byen – også i aftentimerne. Vi er super stolte af, at prisen er blevet sendt i vores retning,” siger Peter Kristiansen, som er kreativ leder for Undervisning og Fritid hos Årstiderne Arkitekter.
Lindbjergskolen er en folkeskole med plads til mere end 1000 elever, som blev indviet i begyndelsen af 2020.
”Lindbjergskolen kigger ind i fremtiden – bl.a. fordi den gør op med stamklasseprincippet. I stedet bygger skolen på ideen om et undervisningsmiljø, hvor eleverne bevæger sig rundt mellem faglokaler og værksteder, og hvor koblingen mellem teoretisk og praktisk læring er i centrum. Sammen med resten af teamet har vi skabt inspirerende og sunde rammer for læring, hvor parametre som dagslys, bevægelse og fællesskaber er i fokus,” siger Peter Kristiansen.