maj 2020

Lindbjergskolen nomineret til Årets Skolebyggeri 2020

I alt fem danske skoler er med i opløbet om at vinde prisen som årets danske skolebyggeri i 2020. Lindbjergskolen, som Årstiderne Arkitekter og Sweco står bag, er blandt de nominerede.

Fremsynede, æstetiske, inspirerende og funktionelle skolebyggerier og læringsrum har været omdrejningspunktet gennem de seneste otte år, når prisen for Årets Skolebyggeri er blevet uddelt. Også i år, hvor Lindbjergskolen i Hammerum er udvalgt som ét ud af de fem nominerede projekter i 2020.

Lindbjergskolen blev tidligere på året indviet af Statsminister Mette Frederiksen.

”Lindbjergskolen adskiller sig fra andre skoler, fordi den bryder med ideen om klasseværelset som elevernes faste base – det har haft stor betydning for indretningen af skolen, som viser nye veje for, hvordan vi kan tænke læringsrum og -miljøer. Lindbjergskolen er én af Danmarks første 24-7 skoler, hvor hele det nye skolebyggeri er koblet sammen med byens sportshaller. Det er derfor en skole, som på flere måder kigger ind i fremtiden,” fortæller Peter Kristiansen, som er kreativ leder for Undervisning og Fritid i Årstiderne Arkitekter, der er en del af Sweco.

Lindbjergskolen er en ny, firsporet folkeskole på ca. 15.000 kvm., som samler mere end 1000 elever fra to forhenværende byskoler på én.

Prisen for Årets Skolebyggeri uddeles på konferencen ”Fremtidens Skole og Læringsrum”, som finder sted d. 7. oktober 2020. Her får deltagerne mulighed for at høre Peter Kristiansen og Erik Søgaard, som er skoleleder på Lindbjergskolen, fortælle mere om de arkitektoniske og pædagogiske ambitioner for skolebyggeriet.

Årets Skolebyggeri uddeles af Nohrcon og vinderen af prisen findes via en offentlig afstemning. Find afstemningen her: https://da.surveymonkey.com/r/aarets-skolebyggeri-2020

Lindbjergskolen er designet og opført i samarbejde med Herning Kommune, KPC og Autens.