Herning Isstadion

13 | 06 | 2017

 

Årstiderne Arkitekter har sammen med C.C. Contractor, Midtconsult og Prorink vundet totalentreprise konkurrencen om udvidelse og renovering af Herning Isstadion. Opgaven indeholder bl.a. etablering af ny foyer med fan-shop, VIP-lounge og gennemgribende renovering af de allerede eksisterende faciliteter.

Bygherren, Fonden for Herning Isstadion har afsat 53 mio. til ombygningen, og de tre foreninger Blue Fox, Herning Ishockey Klub og Herning Skøjteløber Forening har været grundigt involveret i processen med at stille skarpt på klubbernes præcise behov. Resultatet er derfor blevet et forslag, alle tre klubber samt Herning Kommune er yderst tilfredse med.

Den ny, imødekommende foyer bliver det ny samlingspunkt i arenaen, og indeholder udskænkning og fanshop, samt et nyt vægtrum til ishockeyspillerne.

 ”Vi får her et lækkert område, der vil give os helt nye muligheder før, under og efter kampene – blandt andet kan vi lave live-musik og underholdning”, fortæller Blue Fox-direktør Torben Skovsgaard.

På den østvendte side af isen etableres en ny sponsor- og VIP-lounge med plads til 500 spisende gæster, mod de blot 200, der er plads til i den eksisterende erhvervsklub i dag. Også den almindelige tilskuer vil opleve et løft, da der etableres tilskuerpladser hele vejen rundt om isen, og antallet af siddepladser udvides betragteligt. I det nye projekt er der 1800 siddepladser og 1200 ståpladser, hvilket dog betyder, at hallens samlede tilskuerkapacitet falder fra 4000 til 3000.

Årstiderne Arkitekter har i renoveringen af den eksisterende hal fokuseret på transparens og udsyn. Fra hver eneste plads er der sikret godt udsyn over banen. Der er glasvægge mellem sponsorlounge og isen og ligeledes mellem foyer og hal, så stemningen i hallen kan opleves overalt, og der er indkig til aktiviteterne på isen mellem isstadions forskellige områder.

Blue Fox´s direktør er sikker på, at de nye faciliteter vil højne alles oplevelse på isstadion – og bringe flere folk til ishockey; ”Alle erfaringer fra sportsverdenen viser, at tilskuertallene stiger, når man får nye faciliteter. Det oplevede FC Midtjylland, det oplevede Skjern Håndbold, og det oplevede Sønderjyske i ishockey. Jeg tør ikke sætte tal på, men jeg er sikker på, at det vil højne interessen”, vurderer Torben Skovsgaard.

Den tekniske side af ishockey-hallen får ligeledes et løft. Den eksisterende hal er meget kold, men med det nye isanlæg vil haltemperaturen komme op på ca. 16 grader, hvilket vil gøre hallen langt mere komfortabel at opholde sig i. Den nye hal giver også mulighed for breddespillerne, og der bliver nu mulighed for at lave bedre hockeyweekender og træningslejre for de tre involverede foreninger.

Første del af projektet skal stå færdigt inden VM i Danmark i maj 2018, således at VM-holdene møder en ny facade og foyer i deres træningshal under slutrunden. Anden del, som er banen og tilskuerfaciliteterne, skal efter planen stå klar til sæsonen 2018-19 i den danske ishockeyliga.

I dommerbetænkningen får vores konkurrence-forslag stor ros for bl.a. design og disponering; ” ….. fremragende disponering, gennemtænkt flow i hele bygningen for både besøgende og ansatte….”

Alle nyheder