Grønttorvet tager form

17 | 09 | 2018

Det 160.000 m2 store område i Valby, som indtil 2016 husede Københavns Grønttorv, bliver i disse år omdannet fra industrikvarter til en frodig og levende bydel med en kombination af erhverv, servicefunktioner og forskellige boligtyper for både familier, unge og ældre.

Årstiderne Arkitekter bidrager til den nye bydel med i alt fem markante boligbebyggelser, og på bydelens Byggefelt 19 blev der for nylig fejret rejsegilde.

Den nye bebyggelse dækker 15.800 m2 og rummer i alt 180 lejligheder af varierende størrelse, der ligger placeret omkring et centralt grønt gårdrum med underliggende P-kælder.

Arkitekturen på Grønttorvet trækker referencer til de industrielle byggerier, som tidligere karakteriserede området, der fra 1954-2016 fungerede som pulserende markedsplads og hjemsted for hundredvis af blomster- og grønthandlere.

”Ambitionen for Byggefelt 19 har været at skabe et byggeri med et levende og varieret udtryk, hvor bl.a. spring i etagehøjder, detaljer i murværket, skift i fugefarver og forskellige vinduesformater skaber en detaljerigdom og en høj arkitektoniske kvalitet,” fortæller Lene Foder, arkitekt hos Årstiderne Arkitekter.

En frodig bydel med fokus på bæredygtighed
Byggefelt 19 indgår som en del af et ambitiøst byudviklingsprojekt og en transformation, som har været i gang siden 2016. Når det samlede Grønttorv står færdigt i 2021, vil det stå som et markant og bæredygtigt kvarter, hvor der er lagt vægt på grønne arealer, bæredygtighed og vækstområder, hvor beboerne selv kan dyrke planter og grøntsager i bl.a. gårdrum og i drivhuse på tagfladerne.

De første beboere er allerede flyttet ind i den nye bydel, og projektet udvikles i samarbejde med FB Gruppen, IngCon og ÅF.

Alle nyheder