Årstiderne Arkitekter og Sweco er nu én virksomhed

01 | 03 | 2018

Konkurrencemyndighederne godkendte i februar Swecos opkøb af Årstiderne Arkitekter og per 1. marts 2018 er Årstiderne Arkitekter, den danske del af Sweco Architects og Sweco Danmark nu én multidisciplinær rådgivningsvirksomhed inden for ingeniørrådgivning og arkitektur.

”Vi har set frem til denne dag, da vi nu rigtigt kan tilbyde vores kunder fuldstændigt integrerede ingeniør- og arkitektrådgivningsydelser og begynde at høste synergierne ved sammenlægningen af virksomhederne,” lyder det begejstret fra Dariush Rezai, CEO i Sweco Danmark.

Konkurrencemyndighedernes godkendelse af opkøbet og den efterfølgende afslutning af handlen betyder, at Årstiderne Arkitekter og Sweco nu kan begynde den faktiske integration af virksomhederne og gå sammen til kunder og markedet.

”Vi kommer til at kunne levere mere samlede og helhedsorienterede løsninger baseret på en fuldt integreret proces mellem arkitektur- og ingeniørfaserne i et projektforløb – naturligvis kun i det omfang det giver mening, og kunden ønsker det,” forklarer Torben Klausen, tidligere CEO for Årstiderne Arkitekter og nu direktør for den nye arkitektdivision i Sweco, og fortsætter:

”Nu skal vi selvfølgelig have gennemført integrationen mellem virksomhederne, men derpå, eller faktisk simultant hermed, retter vi fokus på det vigtigste, nemlig vores kunder, som vi jo gerne vil have får øjnene op for, hvordan vi nu kan skabe yderligere værdi for dem. Det bliver en spændende opgave, som vi glæder os til.”

Mens integrationen pågår, fortsætter Årstiderne Arkitekter under sit hidtidige navn, dog med et let tilpasset logo, for til efteråret, sammen med det eksisterende Sweco Architects i Danmark, at blive en ny, selvstændig enhed i Sweco Danmark under navnet Sweco Architects.

”Vi er glade for nu at få en in-house arkitektenhed i Sweco Danmark – ikke mindst en af den kaliber som Årstiderne Arkitekter og Sweco Architects til sammen kommer til at udgøre – og et fokus bliver at skabe et miljø, hvor de fortsat kan holde fast i, og dyrke, deres faglighed som arkitekter. Og det er jeg sikker på, vi kan lykkes med,” slutter Dariush Rezai.

Til efteråret 2018 flytter Årstiderne Arkitekters og Sweco Architects’ københavnske tegnestuer sammen med Swecos danske hovedkontor i et nybygget domicil i Ørestad.

Alle nyheder