november 2019

Årstiderne Arkitekter forstærker kompetencer indenfor bæredygtig certificering af byområder

Med uddannelsen af to nye DGNB-konsulenter indenfor bæredygtighedscertificering af byområder, forstærker Årstiderne Arkitekter yderligere sit fokus på helhedsorienteret tilgang til bæredygtigt byggeri.

Henriette Falk Olesen og Malene Jensen er Årstiderne Arkitekters to nyuddannede DGNB-konsulenter indenfor byområder. Uddannelsen af de to medarbejdere er et led i Årstiderne Arkitekters fortsatte fokus på helhedsorienteret tilgang til bæredygtigt byggeri.

“Uddannelsen gør os endnu bedre til at agere i den komplekse opgave, det er at udvikle bæredygtige byområder, hvor vi arbejder i multidisciplinære designteams med mange fagligheder, der skal spille sammen. Den gør os også i stand til, i endnu højere grad, at rådgive vores kunder i at træffe flere bæredygtige valg set ud fra det helhedsorienterede perspektiv, som kendetegner DGNB-standarden,” siger Henriette Falk Olesen, der er kompetenceleder for bæredygtighed hos Årstiderne Arkitekter. Hun tilføjer:

”Vi ser frem til at bruge den nyeste viden indenfor bæredygtig byudvikling på vores projekter – både aktuelle og fremadrettede – og fortsætte vores arbejde mod en mere bæredygtig byggebranche, hvor vi, som en del af Sweco, er Danmarks førende ingeniør- og arkitektvirksomhed indenfor certificering af bygninger og byområder.”

I øjeblikket sidder Sweco og Årstiderne Arkitekter tilsammen på ca. 20 % af det danske marked for DGNB-certificeringer af bygninger og ca. 40 % af DGNB-certificeringer af byområder. Det viser beregninger foretaget på baggrund af Green Building Councils seneste statistik over præ-certificerede og certificerede danske byggerier og byområder.

DGNB bygger på en helhedsorienteret forståelse af bæredygtighed, hvilket betyder at man med DGNB ikke blot evaluerer et byggeri eller et byområde ud fra dets miljømæssige bæredygtighed, men også indtænker sociale og økonomiske bæredygtige parametre. Grundtanken er, at et byggeri eller et byområde kun er levedygtigt på lang sigt, hvis alle tre parametre hver især er bæredygtige.