oktober 2020

11 håndslag skal gøre forvandlingen af skole til nyt boligområde i Smørum til en succes

Parterne bag forvandlingen af Søagerskolen til et nyt boligområde i Smørum har givet hinanden 11 håndslag på at bidrage til en god og transparent proces fyldt med kærlighed til byggeriet og gensidig respekt for alle involverede. Målet er en god proces og et attraktivt, fællesskabsorienteret boligprojekt, som Egedal Kommune og borgerne i Smørum bliver glade for.

I ordbogen er et håndslag defineret som ’et udtryk for bekræftelse af løfte, for forsikring om enighed eller for overenskomst’. Nu har teamet bag forvandlingen af Søagerskolen i Smørum med udvikleren Generous development i spidsen givet hinanden hele 11 håndslag på en god proces. Teamet bestående af udviklere, antropologer, ingeniører, arkitekter, nedrivere og entreprenører har med håndslagene forpligtet hinanden på et tæt og involverende samarbejde præget af gensidig respekt og tillid.

”Vi arbejder med et fælles mål om at skabe et projekt af høj og bæredygtig kvalitet og forpligter os til løbende at forventningsafstemme med alle samarbejdspartnere. Vi inkluderer kommunen og borgerne, som vi anser som en naturlig del af vores team, fordi vi mener, vi kun kan lykkes i et stærkt tværgående samarbejde,” forklarer Anette Krarup, stifter og ejer af Generous development, der står bag udviklingen og forvandlingen af Søagerhusene til et nyt boligområde.

Generøsitet i samarbejdet
Den erfarne udvikler med mere end 30 år i branchen har gennem årene været vidne til mange byggeprojekter, der er løbet af sporet, fordi der er opstået konflikter mellem parterne i processen. I sit eget selskab, Generous development, vil hun gøre op med de dårlige processer og i stedet præge dem med masser af generøsitet.

”Vores mål er et generøst samarbejde i hele processen. Vi ønsker at arbejde i fællesskaber og dedikerede teams på tværs af fagligheder for dermed at understøtte den gode proces. Det er i processen, der er mulighed for at være innovativ, og har vi gensidig tillid og respekt, kommer kreativiteten op til overfladen. Processen skal være udviklende og sjov og give plads til nytænkning. Vi starter på et ambitiøst og visionært niveau velvidende, at der på vejen mod målet altid skal indgås kompromisser,” forklarer Anette Krarup.

Trivsel giver bedre byggeri
Faciliteringen af den gode proces, der også omfatter borgermøder og åbent hus-arrangementer i samarbejde med antropologerne fra Helles & Docherty, bliver varetaget af arkitekt Mette Fuglkjær fra Årstiderne Arkitekter, der er en del af ingeniør- og arkitektvirksomheden Sweco.

”Vi gav hinanden disse håndslag meget tidligt i forløbet, og det betyder, at alle involverede ved, hvad der bliver forventet af dem, og hvilke fælles ambitioner vi har for projektet. Vi vil arbejde med værdier om at være åbne, transparente og imødekommende også overfor samarbejdspartnere, borgere og andre interessenter, og vi vil skabe trivsel i hele byggeprojektet – ikke mindst for håndværkerne – for jo bedre de trives, desto bedre et byggeri ender vi med,” siger Mette Fuglkjær.

Om Søagerhusene
Byrådet i Egedal Kommune har udpeget Generous development som vinder af konkurrencen om at forvandle Søagerskolen til Søagerhusene. Sammen med projektets rådgivende ingeniører Sweco Årstiderne Arkitekter skal Generous development udfolde områdets byudviklingspotentiale med vægt på FN’s 17 verdensmål, genanvendelse samt social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed.

Teamet skal i første omgang udarbejde udviklingsplan og lokalplan og Generous development har så forkøbsret til de udviklede kvadratmeter, når kommunen udbyder projektet til salg lige efter godkendt lokalplan.

Team Søagerhusene

  • Udvikler: Generous development
  • Arkitekt: Årstiderne Arkitekter
  • Ingeniør: Sweco
  • Urbanist: Niels Bjørn
  • Antropolog: Helles & Docherty
  • Entreprenør: Jönsson Entreprise
  • Nedriver: J. Jensen

Projektets 11 håndslag

  1. Vi vil arbejde med byggeriet i kærlighed
  2. Vi vil arbejde i gensidig respekt
  3. Vi vil arbejde med transparens i alle dele af processen
  4. Vi ønsker generøsitet i byggeriet og processen
  5. Vi sætter os grundigt ind i det sted vi skal bygge
  6. Vi insisterer på tværfagligt og cirkulært samarbejde
  7. Vi forventer at alle i teamet involverer sig positivt
  8. Vi forventer at alle er indstillede på at levere et godt stykke arbejde
  9. Vi vil være synlige og tilgængelige ved løbende dialog og nærhed
  10. Vi forventer at alle er forberedte så vi undgår at spilde hinandens tid
  11. Vi sætter rammerne sammen i tillid og generøsitet

Du kan læse nærmere om Søagerhusene her


For mere information kontakt venligst:

Anja Berglund, Projektkoordinator og Arkitekt cand. arch.
anja@generous.dk
Tel. +45 26 15 87 33

Morten Laasholdt, Presseansvarlig i Sweco
morten.laasholdt@sweco.dk
Tel. +45 31 17 71 17