Villa Vakker er oprindeligt bygget i 1963, og designet af arkitektparret Nils Andersen og Salli Besiakov. Huset er formet som en hestesko, der er bygget ind i områdets skrånende terræn. Husets form omslutter en mindre gårdhave, som er inspireret af japansk havearkitektur, og som udvider sig til en forhøjet betonterrasse med udsigt over haven. Store vinduer fra gulv til loft skaber gennemsigtighed omkring gårdspladsen, og forbinder visuelt indretningen af huset med de omkringliggende uderum.
Villaens oprindelige facadearkitektur er respekteret i renoveringen af huset, og er forbedret med nye store vinduer. Derudover er en ny garage i samme type mursten som villaen blevet tilføjet.
Indretningen af Villa Vakker har gennemgået en total forandring, hvor to parallelle synslinjer er etableret langs de ydre vægge – et greb, som skaber et åbent rum med udsigt over haven.
En gennemgående pejs deler gangen fra køkken og spisestue med et oplyst rum, der byder gæsterne velkommen til huset. Trappen til husets kælder løber langs en støbt betonvæg, som skaber en rustik kontrast til det ellers lyse interiør. Den støbte beton bruges også i huset udvendigt omkring de nye terrasser, og står i skarp kontrast til facadens kobberdetaljer og de mørkebrune sten.