Vestervangsskolen

Udendørs rum indrettet til både fordybelse og aktivitet

De nye udearealer på Vestervangsskolen skaber grønne rum til fordybelse og ro, og indbyder samtidig til masser af bevægelse, leg og aktivitet for elever og lærere med multifunktionelle elementer.

På Vestervangsskolen i Herning har vi udviklet et koncept for en omlægning og nytænkning af de eksisterende udearealer samt en renovering af skolens bevaringsværdige hovedindgang. De nye udearealer understøtter både skolens værdigrundlag og skolereformens vision om 45 minutters bevægelse i løbet af skoledagen.

Omlægningen af Vestervangsskolen har taget udgangspunkt i en brugerproces med ledelse og lærere, hvor behov og ideer blev kortlagt – her stod faciliteter til både ro og fordybelse samt puls og aktivitet højt på listen. Samtidig var der et ønske om, at de nye faciliteter skulle indgå naturligt i den eksisterende skoles arkitektur og i skolens værdigrundlag, som bygger på læring, trivsel, engagement og fællesskab.

Pulsen op med multifunktionelle elementer
Bevægelse, leg og aktivitet er prioriteret højt på de nye udearealer omkring Vestervangskolen, hvor ønsker fra elever og lærere er tænkt i det samlede koncept med en række multifunktionelle elementer.

”Med forskellige tiltag har vi indarbejdet nogle løsninger som både giver gode muligheder for ophold og som samtidig kan bruges til at få pulsen op i løbet af dagen – på den måde understøtter de nye udearealer skolereformens vision om 45 minutters bevægelse i løbet af skoledagen.”
Peter Kristiansen, som er kreativ leder for Undervisning og Fritid

Eksempelvis er der rundt omkring skolen etableret en 425 meter lang løbe- og gangsti, som rummer lommer med bl.a. outdoorfitness, parkour, boldmur og en multibane. Undervejs møder stien desuden en nyplantet skov af løvtræer, et stort sandområde til leg og en overdækket scene til samling, dans og performence.

Et andet greb har været, at placere over 100 store, firkantede træstammer rundt omkring på skolens udearealer – nogle er placeret enkeltvis, og kan bruges som bænke til ophold, mens andre er stablet og kan bruges som oplægstrapper i undervisningen. De store træstammer kan derudover bruges som step- og pulstrapper i fx en idrætstime og kan således bruges til forskellige formål i løbet af dagen.

Kategori
Undervisning og Fritid
Lokation
Herning | Danmark
Bygherre
Herning Kommune
Status
Realiseret, 2018

Grønne rum til fordybelse og oplæg
I omlægningen af Vestervangsskolen er der også indarbejdet nye, grønne rum med plads til ro og fordybelse i skolens firlængede skolegård – her danner skolens gamle kastanjetræ udgangspunktet for de nye uderum.

”Ved at omkranse skolens kastanjetræ med en 60 meter lang betonkant og en hævet græsplæne, har vi markeret træets betydning i den firlængede gård, og samtidig skabt en funktionel opdeling af gårdrummet.  De stablede stammer er her suppleret af espalierer med klatregrønt, som vil skabe skyggefulde rum, hvor eleverne kan søge ro og fordybelse, og hvor lærerne kan praktisere undervisning i det fri.”
Jens Dahl Dybro, landskabsarkitekt

En nænsom renovering af indgangsparti og hall
Som et led i omdannelsen, er Vestervangsskolens hovedindgang og hall blevet nænsomt renoveret med respekt for rummets arkitektur og det bevaringsværdige vægmaleri, der er udført af maler og billedhugger Poul Gernes. Gulve, vægge og lofter er istandsat med udgangspunkt i den oprindelige stil – eksempelvis er rummets gule vægfliser udskiftet til nye, mørkeblå fliser. Formatet er det samme som det oprindelige, men den blå farve og matte lakering giver en mere rolig base for det farverige vægmaleri, og som en ny detalje er der i båndet af fliser indbygget siddeplinte og udstillingspodier, så båndet nu fremstår tredimensionelt. Den renoverede hall har således fået nutidige spor og nye funktionelle dimensioner.