En industriel indretning med fokus på transparens

Indretningen bevarer en række industrielle elementer med henblik på at lade bygningens sjæl og historie gå hånd i hånd med nye funktioner.

TwentyThree’s kontor er indrettet i en tidligere garage, og det upolerede, industrielle look er bevaret i de åbne kontor lokaler, der både fungerer som en åben, projektorienteret arbejdsplads for de ansatte, og som fysisk ramme omkring de launches og events, som firmaet jævnligt afholder for kunder og samarbejdspartnere.

De tidligere garageporte ud mod gården er nu erstattet af store glaspartier, der dels sørger for et overvældende lysindfald i lejemålet og dels bevirker, at udendørsarealerne i det renoverede og karakterfulde gårdrum kan anvendes i forbindelse med møder og sammenkomster.

Vi har til virksomheden skabt en række specialdesignede møbler, bl.a. i form af en stor og karakteristisk, multifunktionel skranke, bænke og plinte. Inventaret giver et helstøbt og uformelt miljø, der understøtter virksomhedens profil og aktiviteter. Skranken fungerer ved sammenkomster som samlingspunkt, og bruges ligeledes i det daglige arbejde som bl.a. bord og disk.

Opgaven har desuden bestået i at udvælge og indkøbe en række danske møbelklassikere, der er polstret om, så de har fået et mere uformelt og moderne look i tråd med 23’s profil.

Transparens og ærlighed har været blandt nøgleordene i indretningen af den tidligere garage, og afspejles i store glaspartier mellem rummene, møderum med glasvægge og en markant forbindelse mellem de to etager, etableret via en fritstående, skulpturel jern-trappe, placeret centralt i det store rum.

Kategori
Spaceplanning og Indretning
Lokation
København | Danmark
Bygherre
Irere Lake 1 | Aberdeen Asset Management
Status
Realiseret, 2014
Areal
1.050 m2 kontor | 150 m2 terrasse og affaldsbygning