College360

En ny erhvervsskole med fokus på indlæring, pædagogik og iværksætteri

Vi har i projektet vendt det traditionelle klasseværelse og den grønne tavle ryggen og sat indlæring, pædagogik og iværksætteri ind i erhvervsskolens arkitektoniske grundplan fra første streg.

Derfor har vi tegnet en skole med åbne arbejdsområder, så den kommende mekaniker kan se, hvordan den kommende bagerjomfru folder butterdejen. Der er indarbejdet en smidig teknologi, så man kan folde værksteder, laboratorier, fleksible undervisningszoner, et inkubatormiljø til iværksættere og områder ud og ind eller sætte dem sammen – alt efter behov.

Skolefunktionerne er disponeret, så de danner en hesteskoform, der omfavner bygningens gårdrum og fællestorv – bygningens ”hjerte”. Ovenpå skolefunktionerne er der placeret nye elevboliger i tæt relation til uddannelse, bevægelse og fællesskab. Gårdrummet, elevboliger og teorilokaler er udformet i en intim og nærværende skala, fyldt af liv og fællesskab.

Vores vision har været at skabe en bygning, der ikke kun funktionelt men også arkitektonisk beriger byen. Derfor har vi formet et sammenhængende rampeforløb, der invitere byens borgere indenfor i gårdrummet og herfra kan nyde den gode udsigt ud over Søhøjlandet.

Projektet er nu under præcertificering i henhold til DGNB-DK.

Kategori
Undervisning og Fritid
Lokation
Silkeborg | Danmark
Bygherre
Teknisk Skole, Silkeborg
Status
Igangværende