Vi har tegnet tre boligblokke, samt hele masterplanen for Promenadebyen, der transformerer det tidligere rå havneområde til en rekreativ bydel. Bebyggelses-planen griber fat i de nære omgivelser og skaber i tæt samspil en ny bydel; et eksklusivt og levende boligområde i hjertet af Odense.
Hovedtrækket i planen for bebyggelsen er to bebyggelsesstrenge: Promenadehusene i nord udgør Odense Centrums egentlige møde med de nye havnearealer og vandet, og en lavere bebyggelse afslutter planen mod syd.
Det dynamiske byrum, der opstår mellem de to bebyggelses-strenge, åbner sig mod Ålykkeskoven, og trækker dens grønne rekreative arealer ind i bebyggelsen. Bebyggelsen varierer i tæthed, intensitet og skala, fra en seks etagers åben struktur i vest til en mere intens 10 etagers bebyggelse mod øst. Den varierede bebyggelses sigte er at etablere kontakt mellem Odense C og havnen med både rekreative aktiviteter, transport og industri.