Laura Hus

Som nabo til Carlsberg Byens vartegn - den ikoniske Elefantport - ligger Laura Hus

Med diskrete arkitektoniske greb, som trækker referencer til de omkringliggende bygninger, integrerer det multifunktionelle hus sig elegant i det nye bykvarter og i den historiske kontekst.

Med sin beliggenhed centralt i Carlsberg Byen – blot 10 meter fra den historiske Elefantport – er Laura Hus tegnet direkte ind i den københavnske kulturhistorie. Og netop den historiske kontekst har haft stor betydning for udformningen af Laura Hus, der er tegnet som en enkel og neutral baggrund for blandt andet Elefantporten med tydelig referencer til de omkringliggende bygninger.

”Visionen med Laura Hus har været at skabe et byggeri, der respekterer sine omgivelser, og de gamle historiske bygninger, og som samtidig er åbent og lever op til en nutidig standard – et byggeri, der kan klare at ligge som nabo til noget så ikonisk – uden at flytte fokus og uden at virke tarvelig i sammenligning.”
Anders Lyhne, arkitekt MAA og kreativ leder

Laura Hus rummer boliger, café, kontorer og showroom og er et levende hus, der bidrager til bylivet i den nye Carlsberg By.

Detaljer

Kategori
Erhverv
Lokation
Carlsberg Byen | København | Danmark
Bygherre
Carlsberg Byen P/S
Status
Realiseret, 2017
Areal
Inkl. kælder: 2.807 m2 | Eks. kælder: 2.361 m2

Diskrete referencer til den eksisterende bygningsmasse
Laura Hus har som helhed en diskret og robust fremtoning, men det arkitektoniske udtryk er alligevel båret af mange detaljer, så bygningen, på trods af sit diskrete udtryk, bidrager med noget nyt og anderledes til området.

For at skabe sammenhæng med kvarteret, er der arbejdet med detaljer på facaderne – inspireret af de omkringliggende historiske bygninger – med et moderne udtryk. Detaljerne findes blandt andet i murværket, som er udført i mørke, røde teglsten, og på udvalgte steder er nogle af stenene trukket frem, så der dannes et relief og en enkel rytme i facaden. Ved vindueshullerne er der indarbejdet en mørk, gylden aluminiumsplade, som giver et levende spil mellem materialerne, og medfører en variation i facaderytmen, der ellers er holdt enkel og regelmæssig.

Laura Hus er opkaldt efter Laura Cathrine Jacobsen, som var gift med Carlsbergs grundlægger, J.C. Jacobsen og mor til Carl Jacobsen – ophavsmanden til den ikoniske elefantport. Ligesom sin mand støttede hun kunsten og kulturen og stiftede desuden to legater til ubemidlede kvinder.