Bygningen er hævet på søjler, hvorved antallet af eksisterende parkeringspladser er reduceret mindst muligt. Under bygningen skabes således et nyt, overdækket byrum, der i aftentimerne tilfører pladsen en kunstnerisk oplevelse og om dagen kan anvendes til nye, udendørs aktiviteter.
Arkitektonisk signalerer bygningen, at den danner rammen om unge menneskers hjem. Vi har brugt et dynamisk formsprog og tilført bygningen farver og foranderlighed. De grønne skærme, der kan trækkes for vinduerne mod syd, bevirker at bygningen forandrer udtryk fra dag til dag.
Boligerne er disponeret, så grundindretningen kan tilpasses de unge beboeres individuelle ønsker; ved at opsætte eller fjerne mindre vægpartier kan der skabes nye rumforbindelser i boligen. Den fleksibilitet, der på den måde opnås i boligen, giver muligheden for at opfylde boligdrømmene hos en meget større gruppe af beboere, end hvis alle boliger var ens. De fremtidige beboere er blevet inddraget i projekteringen undervejs, for at sikre bebyggelsens træfsikkerhed hos beboerne.
I bebyggelsen findes ungdomsboliger til par, ungdomsboliger der kan deles af to, ungdomsboliger til singler og muligheden for at to ungdomsboliger kan lægges sammen til en større familiebolig.