Innovest

Et fyrtårn indenfor bæredygtigt byggeri og et samlingssted for vækst, udvikling og innovation

Innovest er et fyrtårn indenfor bæredygtige tiltag og er certificeret i henhold til DGNB-DK.

Visionen for Innovest var at skabe et mødested for både det etablerede erhvervsliv og iværksættere, som begge kan inspireres til at skabe vækst og almindelig forretningsudvikling. Her skabes en videnbank, hvor viden og nytænkning bliver tilgængelig, ligesom byggeriet skal gennemsyres af produkt-innovation, teknologi, og metodeudvikling. Derfor er Innovest også centrum for en række erhvervsmæssige uddannelser i området.

Netop kombinationen mellem det etablerede erhvervsliv og de studerende har været i fokus i vores tilgang til byggeriet. Det delvist cirkulære byggeri – inspireret af Skjerns Å’s svungne forløb – omkranser i centrum en indre materielgård, mens der på bygningens etager fordeler sig arealer til erhvervsliv, undervisningslokaler, mødelokaler og et større auditorium.

Den cirkulære form giver visuelle kig på tværs af områder og etager og er således med til at understøtte samhørigheden mellem husets brugere. Arkitektonisk opleves Innovest som en dynamisk, afsluttet enhed. Alligevel kan den udbygges til uendelighed ligesom perler på en snor. Derved vil bebyggelsen forblive en harmonisk samlet enhed – uanset udbygning – og muligheden for vækst, udvikling og innovation vil kunne fortsætte i det vestjyske.

Kategori
Erhverv
Lokation
Skjern | Danmark
Bygherre
Ringkøbing-Skjern Forsyning A/S
Status
Realiseret, 2015
Areal
Ca. 14.000 m² | Heraf garageanlæg 4.000 m²