Bankdata

Et moderne kontorhus med fokus på dagslys og uformelle mødesteder for medarbejderne

Bankdata er et moderne kontorhus beliggende i Silkeborgs erhvervskorridor.

Bankdatas nye kontorhus rummer kontorpladser, møderum og fællesfaciliteter samt køkken og kantine til 150 ansatte placeret omkring et centralt gårdrum. Kontorarealerne er en kombination af storrum og cellekontorer, og er indrettet fleksibelt med henblik på fremtidige forandringer i arbejdsmønstre. Der er i indretningen sørget for rigeligt dagslys til alle faste kontorpladser og for uformelle mødesteder i fælleszonerne.

Karakteristisk for byggeriet er det store trapperum, der rummer en skulpturel betontrappe, ophængt i kabler. Et næsten overdådigt lysindfald passerer gennem trappens glasværn,  hvorved lyset reflekteres samtidig med, at trappens tunge volumen og de lodrette linjer fra ophængningen giver en luftig effekt på baggrund af lyse, lamelbeklædte vægge.

Udadtil står byggeriet solidt på jorden med teglstensfacader i grånistret tegl og detaljer i corténstål, hvorimod det åbner sig indad mod et gårdrum, indrettet med plantekummer og spejlbassin, hvori kunstneren Peter Brandes poetiske, bemalede glas er synlige fra alle etager.

Overalt på facaden er der i et stringent mønster placeret corténstål kassetter omkring vinduesåbningerne, hvilket sammen med murede detaljer giver bygningen et markant og moderne udtryk. Indgangspartiet består af et fire etager højt glasparti i en ramme af corténstål, der markerer sig lodret i facaden.

Kategori
Erhverv
Lokation
Silkeborg | Danmark
Bygherre
Jyske Bank A/S
Status
Realiseret, 2016
Areal
7.491 m²