Alfagrunden

Fleksible og energiproducerende +++ boliger

Forskellige beboere med forskellige livsmønstre skal bo side om side i de 26 nye almene +++ boliger i Sunds. De fleksible og tidssvarende boliger er designet, så de ved hjælp af en række energitiltag producerer mere energi end de bruger. Dermed kan bebeboerne se frem til at flytte ind i boliger med lave forbrugsomkostninger til el og varme, lave driftsomkostninger og dermed også en lav husleje.

De 26 nye +++ boliger på Alfagrunden i Sunds, nord for Herning, er designet så de kan imødekomme individuelle behov for forskellige beboere. Den nye bebyggelse er fordelt på 20 rækkehuse i to plan og 6 mindre boliger i ét plan.

Hele den nye bebyggelse er designet som lavenergiboliger på baggrund af Årstiderne Arkitekters specialudviklede koncept +++ boliger. Boligerne er bl.a. opført med solceller på taget, med batteripakke der kan lagre energi, ventilationssystem med balanceret ventilation samt miljøvenlige varmepumper. Samtidig er boligerne også opbygget af et system med en højisoleret klimaskærm og højisolerede vinduer, der bevirker, at boligerne vil producere mere energi end de forbruger. Konkret betyder det, at beboerne kan forvente lave forbrugsudgifter på fx el og varme og dermed en meget lav husleje. Derudover har boligerne et væsentligt lavere energiforbrug, end hvad kravene fra Bygningsreglementet 2020 stiller.

Både udvendigt og indvendigt er der anvendt miljøvenlige byggematerialer, som kræver minimal vedligeholdelse og som bidrager til et godt og sundt indeklima.

Boligernes store vinduespartier bringer masser af lys ind i opholdsrummene samtidig med, at solcellerne på husenes tage sikrer, at husene producerer energi i en mængde, der dækker ikke bare husets forbrug, men også kan dække øvrige normale behov.

Alle boliger har syd- eller vestvendte altaner eller haver, mens der centralt i området etableres et fælles opholdsareal med optimal orientering mod solen – arealet er indrettet med henblik på ophold og aktiviteter for beboere og besøgende, så der skabes grundlag for møder på tværs af områdets beboere.

Kategori
Almene boliger
Lokation
Sunds | Danmark
Bygherre
Herning Kommune
Samarbejdspartner
FællesBo
Areal
5.820 m²
Realiseret, 2018